Vi lapper fremtidens huller – men ignorerer det enorme krater midt i vejen 

XN9-8-25 11-32-22 AM CEST
Medlem af Tænketanken Røgfri, speciallæge i geriatri

Når man ser på dansk sundhedspolitik i disse år, får man fornemmelsen af, at vi har travlt med at lappe de små huller i vejen, mens vi overser det store krater midt i asfalten. Vi taler om fremtidens sygdomme, kunstig intelligens og ny medicin – men ignorerer den enkeltstående største årsag til sygdom og tidlig død i Danmark: tobaksrøg. 

Hvert år dør omkring 16.000 danskere som direkte følge af rygning. Det svarer til 44 dødsfald – hver eneste dag. Tallene er veldokumenterede, og vi har kendt dem i flere år. Alligevel ryger omkring hver femte voksen dansker fortsat, og alt for mange unge begynder stadig. Det burde være et nationalt alarmsignal, men behandles som baggrundsstøj. 

Vi taler om fremtiden, men ignorerer nutiden 

I den offentlige debat fokuserer vi fremtidens sundhed, herunder digitale løsninger og kunstig intelligens. Det er naturligvis meget vigtige emner, men jeg mener, at vi bør huske proportionerne. Med mange års erfaringen indenfor geriatrien har jeg set tusinde af tilfælde af det, jeg omtaler; patienter med KOL, hjertekarsygdomme, kræft. Sygdomme, der til dels kunne have været undgået, hvis vi turde handle mere realistisk. Og debattere det, der betyder noget nu, ikke om 10 – 15 år.  

Skadesreduktion er ikke et nederlag – det er fremskridt 

Rygning er ikke blot en dårlig vane, men en dybt forankret afhængighed. Derfor er det urealistisk at tro, at alle rygere pludselig kan eller vil stoppe helt. Men det betyder ikke, at de er uden muligheder. 

I dag findes der nikotinprodukter uden afbrænding af tobak – som e-cigaretter og nikotinposer – hvor skadesprofilen er markant lavere end ved almindelige cigaretter. Det er simpel biologi: Når man ikke indånder tobaksrøg, mindskes risikoen for kræft, KOL og hjertekarsygdom betydeligt. 

Ingen påstår, at disse produkter er risikofrie. Men de er langt mindre skadelige end at fortsætte med at ryge. Og når 16.000 mennesker dør hvert år af tobaksrøg, er det direkte uansvarligt at ignorere muligheden for at reducere den skade – her og nu. 

Vi skal stadig beskytte børn og unge 

Skadesreduktion må aldrig blive en undskyldning for at give slip på ambitionen om et røgfrit Danmark. Tværtimod. Vi skal fortsat gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre, at børn og unge begynder. Det betyder højere aldersgrænse for køb, ensartede regler for alle nikotinprodukter og en konsekvent indsats mod markedsføring og tilgængelighed. 

Men samtidig må vi ikke glemme de voksne danskere, der allerede ryger. For dem er nulrøgspolitikken ikke bare urealistisk – den er potentielt livsfarlig, hvis alternativet er at blive efterladt uden realistiske muligheder for at skifte til mindre skadelige produkter. 

At beskytte de unge og hjælpe de nuværende rygere er ikke modsætninger. Det er to sider af samme sundhedspolitiske ansvar: at redde liv – både i dag og i morgen. Til gavn for både nutiden og fremtiden.  

Mere om forfatteren

  • Ole Davidsen avatar Good Going

    Medlem af Tænketanken Røgfri, speciallæge i geriatri

Relaterede artikler

E-cigaretter: Hvad ved vi efter 20 år?

De fleste danskere har en mening om e-cigaretter. Mange forbinder dem med unge, der damper…

Tænketanken Røgfri

Sverige viser vejen: Mindre rygning giver færre dødsfald

Vores formand, Philip Tønnesen, har d. 27. april fået bragt følgende indlæg i Avisen Danmark….

Hvad er hønen – og hvad er ægget? Rygning, depression og angst

Hvordan hænger rygning sammen med depression og angst? Spørgsmålet er centralt i den sundhedsfaglige debat…