Dette indlæg blev oprindeligt bragt i forkortet form i Sundhedspolitisk Tidsskrift den 21. august 2026. Nedenfor bringer vi den fulde version, hvor argumentet er foldet ud i sin helhed.
Alligevel fører begge rusmidler til en stor sygdomsbyrde og mange dødsfald. Omkring 16.000 danskere dør årligt af tobaksrelaterede sygdomme, mens næsten 3.000 dødsfald kan henføres til alkohol, som primær eller medvirkende årsag. Bag statistikken gemmer der sig dog to vidt forskellige historier. Både om kultur og politisk tilgang, men også om selve stoffernes natur.
Tobak og alkohol er to lovlige rusmidler, som vi gennem tiden har vænnet os til at leve med som lovlige og udbredte produkter.
I den sammenhæng er alkohol det stof, der både beruser og driver efterspørgslen. Rygning indeholder derimod to forskellige komponenter, der kan deles op i en røg, der slår os ihjel, og en nikotin, vi bliver afhængige af. Netop den forskel er afgørende for, om vi kan lykkes med at fjerne stofferne gennem et forbud.
Tobak er altid skadeligt
Når man sammenligner tobak og alkohol, så er tobak det produkt, der ikke gør meget væsen af sig her og nu, men hvor de fleste af os er bekendte med skadevirkningerne. Vi bliver ikke voldsomt beruset af nikotin sammenlignet med følelsen af at blive fuld af alkohol. Alligevel ved de fleste danskere udmærket godt, at tobak er skadeligt og årsag til lungekræft, KOL, blodpropper, hjertekarsygdomme. Vi har også en stor evidens, der viser, at selv et lille tobaksforbrug øger risikoen markant. Der findes ganske enkelt ikke et sikkert niveau for rygning. Selv få cigaretter om dagen skader blodkar og lungevæv og øger risikoen for kræft.
Alkohol er både forbundet med store tragedier og små gevinster
Alkoholens fortælling er mere kompliceret og derfor sværere for os at tage ærligt livtag med i den offentlige debat.
På den ene side kan vi dokumentere, at alkohol er primær eller medvirkende årsag til knapt 3000 dødsfald om året. Dertil kommer et stort mørketal af ulykker, vold og psykisk mistrivsel. Selvom det er voldsomme konsekvenser, så er de måske ikke lige så tydelige i de statistiske undersøgelser af alkoholens skadevirkninger, der kun belyser skadevirkningerne ud fra et rent sundhedsfagligt perspektiv. Dertil kommer, at vi måske ikke så tit bliver oplyst om alkohol gennem kampagner sammenlignet med rygning – og derfor ikke er opmærksomme på skadevirkningerne i det daglige.
En anden vigtig forskel på alkohol og tobak er, at langt størstedelen af os indtager alkohol med jævne mellemrum, mens rygning i dag kun benyttes af et mindretal. Foruden den større udbredelse så er det sågar muligt at finde sundhedsfagligt belæg for, at et begrænset alkoholforbrug er forbundet med sundhedsgevinster. Det gælder både i form af en lavere risiko for visse hjertekarsygdomme og lidt lavere samlet dødelighed, når vi sammenligner med storforbrugerne af alkohol og de helt afholdende. Netop de tilsyneladende positive sundhedseffekter er det, der gør det muligt at argumentere for at “slappe lidt af” i alkoholdebatten. Så slemt kan et glas rødvin ikke være.
Erfaringen med forbud
Skadevirkningerne fra nikotin og alkohol er altså ganske forskellig. Og der, hvor vi alle ved, at den største forskel findes er i følelsen af at blive beruset fra alkohol. Det var netop også på grund af dette karakteristikum ved alkohol – at man kan blive meget fuld og dermed tydeligt påvirket – at vi én gang før har forsøgt at løse alkoholproblemet en gang for alle. Det skete, da der blev indført forbud mod alkohol i USA fra 1920 og frem til begyndelsen af 1930’erne.
Resultatet var desværre ikke, at det lykkedes at fjerne alkohol helt og aldeles fra samfundet. Selvfølgelig var der nogle, der afholdt sig fra alkohol og lydigt fulgte de nye regler under forbudstiden. Men i dag forbinder vi i høj grad forbudstiden med, at det skabte forudsætninger for et kriminelt netværk, der levede af smugleri af livsfarligt hjemmebrændt sprit, netop fordi efterspørgslen stadig var til stede i store dele af samfundet. Alkoholen forsvandt altså ikke, selvom man forbød den. Den flyttede blot ud af det offentlige rum med tilhørende kontrol og regulering og blev overladt til kriminelle. Og det var den vigtigste grund til, at de amerikanske politikere endte med at ophæve forbuddet.
Kan vi alligevel lykkes med at forbyde cigaretter?
Selvom alkoholforbuddet slog fejl, så er jeg alligevel fortaler for en udfasning – og dermed et forbud – mod tobak. For den afgørende forskel på alkohol og tobak er netop stoffets natur. Ved alkohol er skadevirkningen og afhængigheden knyttet til et og samme stof; nemlig alkohol. Man kan ikke fjerne alkoholen uden at man fjerner hele årsagen til, at folk indtager øl, vin og sprit. Det er derfor, at efterspørgslen ikke forsvinder, når man forbyder alkohol som stof.
Ved rygning hænger det anderledes sammen. Skadevirkningerne er i høj grad forbundet til inhalering af røgen fra cigaretter, mens de følelser og afhængigheden, der driver efterspørgslen på cigaretter, er forårsaget af nikotinen. Røg og nikotin kan altså adskilles, og præcis derfor mener jeg, at et forbud mod cigaretter kan lykkes, selvom alkoholforbuddet slog fejl – og at et nikotinforbud ligeså har svære kår for at blive en ubetinget succes. Man kan nemlig fjerne røgen, altså det, der slår os ihjel, uden på samme tid at fjerne det, folk er afhængige af og som driver efterspørgslen.
Derfor giver det mening at dele processen op i to faser, hvis vi ønsker at gøre mere for folkesundheden på tobaksområdet. Den første fase indebærer en udfasning af tobak og dermed et forbud mod rygning. Når vi ved, at røgen reelt er forsvundet ud af hverdagen, kan vi derefter gå videre med fase 2, der (som nu) fokuserer på at forebygge og nedbringe nikotinafhængigheden.
Mit forslag er derfor enkelt: Lad os koncentrere vores kræfter om først – og hurtigst muligt – at få stoppet røgen. Så længe vi tøver lader vi hvert år 16.000 danskere dø af noget, vi udmærket ved, hvordan vi kan stoppe.


