I slutningen af juli offentliggjorde Journal of the American Medical Association (JAMA) en vigtig artikel med konkrete anbefalinger til læger og andre sundhedsprofessionelle om brugen af nikotinholdige e-cigaretter ved rygestop.
Anbefalingerne er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Society for Research on Nicotine and Tobacco (SRNT), den internationale videnskabelige organisation for forskere og klinikere inden for nikotin, tobak og rygeafvænning.
Forfatternes overordnede anbefaling er klar: E-cigaretter bør indgå i samtalen med voksne rygere om fordele og ulemper ved de forskellige evidensbaserede behandlinger til rygestop.
JAMA-artiklen fremhæver samtidig to centrale forhold:
- Nikotinholdige e-cigaretter er mindre skadelige end cigaretter, og
- De har vist sig mere effektive til rygestop end nikotinerstatning som plaster og tyggegummi.
Forfatterne anbefaler på den baggrund en patientcentreret tilgang, hvor lægen og patienten sammen kan diskutere de forskellige muligheder, deres effekt og risici og vælge den behandling, der passer bedst til den enkelte ryger.
Foruden JAMA-artiklen er der samtidig blevet offentliggjort et opdateret Cochrane-review den 26. august 2026, der omfatter 80 randomiserede studier med 29.861 deltagere, heraf ni nye studier i denne opdatering.
Konklusionen i Cochrane-reviewet er, at nikotinholdige e-cigaretter er mere effektive til rygestop end godkendte nikotinerstatningspræparater som nikotinplaster og nikotintyggegummi.
Samlet viser resultaterne, at det er muligt at få omkring 4 ekstra personer til at blive røgfri for hver 100 rygere, når nikotinholdige e-cigaretter anvendes frem for nikotinerstatning. Cochrane-reviewet vurderer denne forskel med høj sikkerhed.
De to publikationer supplerer derfor hinanden. JAMA viser, hvordan den eksisterende evidens bør omsættes til klinisk praksis. Cochrane dokumenterer, at e-cigaretter hjælper flere rygere til at stoppe end traditionel nikotinerstatning.
Det betyder ikke, at e-cigaretter er risikofrie. Og det betyder bestemt ikke, at unge eller personer, der aldrig har røget, bør begynde at bruge dem.
Men den nye forskning understreger, at for voksne rygere kan e-cigaretter være et effektivt redskab til at hjælpe dem væk fra cigaretterne.
Tænketanken Røgfri arbejder ud fra netop dette princip om skadesreduktion, hvor følgende tre pejlemærker er styrende for vores holdninger:
- Unge skal beskyttes mod alle nikotinprodukter.
- Voksne rygere skal først og fremmest motiveres og hjælpes til at stoppe helt.
- Hvis en ryger ikke kan eller vil stoppe med nikotin, bør mindre skadelige alternativer til cigaretter kunne indgå i indsatsen.
De nye kliniske anbefalinger fra Society for Research on Nicotine and Tobacco (SRNT), publiceret i JAMA, og det opdaterede Cochrane-review sender tilsammen et vigtigt signal til læger og andre sundhedsprofessionelle, der til daglig hjælper patienter med rygestop. Her peger begge artikler på, at e-cigaretter bør vurderes ud fra den videnskabelige evidens og indgå i den individuelle samtale med voksne rygere om mulighederne for rygestop.
Målet er færre rygere og i sidste ende et Danmark uden cigaretter.


