Frankrig forbyder nikotinposer – men hvad med cigaretterne?

Tænketanken Røgfri
Dr.med., Formand i Tænketanken Røgfri, Ekspert i Rygeafvænning, Speciallæge i medicinske lungesygdomme, intern medicinske sygdomme og allergologi

Fra 1. april har Frankrig indført forbud mod import, salg og besiddelse af nikotinposer. Det fremstår umiddelbart som en konsekvent sundhedspolitisk beslutning, men i praksis risikerer den at være kontraproduktiv.

Nikotinposer indeholder ikke tobak og indebærer ingen forbrænding. Dermed undgår man de tusindvis af giftige og kræftfremkaldende stoffer, som dannes ved rygning. Det er veldokumenteret, at det er tobaksrøgen – ikke nikotinen – der er hovedårsagen til lungekræft, KOL og en stor del af de hjerte-kar-sygdomme, vi ser hos rygere.

Derfor giver det sundhedsfagligt mening at betragte nikotinposer som et mindre skadeligt alternativ for voksne rygere, der ikke kan eller vil stoppe med nikotin. Produkterne er ikke risikofri, men risikoniveauet er markant lavere end ved cigaretrygning.

I Frankrig ryger omkring en fjerdedel af den voksne befolkning (25%)  – væsentligt flere end i Danmark, hvor andelen ligger omkring 15–17 %. Netop derfor burde Frankrig have en særlig interesse i at fremme mindre skadelige alternativer til cigaretter.

Når man forbyder nikotinposer, fjerner man et af de redskaber, som nogle rygere faktisk bruger til at reducere eller stoppe deres cigaretforbrug. Resultatet kan blive, at flere fortsætter med at ryge – eller at et sort marked opstår uden kvalitetskontrol.

Det rejser et principielt spørgsmål: Hvorfor er det de mindre skadelige nikotinprodukter, der forbydes, mens de mest dødelige fortsat er frit tilgængelige?

Hvis målet er at reducere sygdom og dødelighed, burde strategien være klar: Udfas cigaretterne – ikke alternativerne.

Herhjemme har man også fra 1. april valgt en anden tilgang. Nikotinposer og e-cigaretter er blevet reguleret: Nikotinindholdet i nikotinposer er begrænset til maksimalt 9 mg, smagsvarianter er reduceret til to (tobak og mentol), og produkterne skal sælges i neutrale pakninger.

Det er et fornuftigt og balanceret initiativ. Vi ved, at smagsvarianter tiltrækker unge, og at neutral pakning reducerer produktets appel. Samtidig er et nikotinindhold på op til 9 mg fortsat tilstrækkeligt til, at produkterne kan fungere som et reelt alternativ for rygere, der ikke ønsker traditionel rygestopmedicin. For nogle kan det betyde bedre lindring af abstinenssymptomer og dermed større sandsynlighed for at slippe cigaretterne.

Derfor fortjener de danske myndigheder ros for en regulering, der både beskytter unge og fastholder alternativer for voksne rygere.

I Frankrig går man i den modsatte retning.

Det er svært at se logikken i at forbyde mindre skadelige alternativer, mens cigaretterne fortsat er frit tilgængelige. Den oplagte vej frem er ikke forbud mod alternativer, men en gradvis udfasning af cigaretterne.

Og i både Danmark og Frankrig burde man gøre det, vi ved virker bedst: Sæt prisen markant op på cigaretter.

Mere om forfatteren

  • Philip Toennesen avatar Good Going

    Dr.med.,
    Formand i Tænketanken Røgfri,
    Ekspert i Rygeafvænning,
    Speciallæge i medicinske lungesygdomme, intern medicinske sygdomme og allergologi

Relaterede artikler

E-cigaretter: Hvad ved vi efter 20 år?

De fleste danskere har en mening om e-cigaretter. Mange forbinder dem med unge, der damper…

Tænketanken Røgfri

Sverige viser vejen: Mindre rygning giver færre dødsfald

Vores formand, Philip Tønnesen, har d. 27. april fået bragt følgende indlæg i Avisen Danmark….

Hvad er hønen – og hvad er ægget? Rygning, depression og angst

Hvordan hænger rygning sammen med depression og angst? Spørgsmålet er centralt i den sundhedsfaglige debat…